Kampreferater fra sidste spillerunde
I de fleste af de afsluttende kampe var det en direkte kamp om mesterskabet. Altså at nr. 1 mødte nr. 2.
Så nogle spændende kampe som blev overværet af repræsentanter fra bestyrelsen med efterfølgende overrækkelse af pokaler.
30 år: Stautrup vs HOG Hinnerup
Her var mesterskabet allerede i hus for Stautrup – men alligevel en velspillet og fair kamp. Efter 2 -0 til Stautrup i 1. halvleg fik HOG udlignet indenfor 2-3 minutter i 2. halvleg. Men siden kørte Stautrup sejren hjem med hele 9-2.
35 år: Skødstrup vs Brabrand
Her var der spænding for alle pengene – Brabrand lå nr. 1 – men nr. 2 og 3 skulle spille mod hinanden. Hvis Brb. tabte eller spillede uafgjort kunne BMI med en sejr over CIF blive mester.
Brb. kom planmæssigt foran 1 -0 i 1. halvleg – men på 10 gyldne minutter i begyndelsen af 2. kom Skødstrup foran 3-1 og samtidig stod der stadig 0-0 i BMI. Så gik det op for Brb. at de var ved at smide mesterskabet og tog sig gevaldigt sammen. 15 minutter senere stod det så 3-3 og mod slutningen mistede Skødstrup pusten og Brb. scorede yderligere 2 gange. En rigtig fin kamp i højt tempo, med en god dommer og herligt efterårsvejr. Slutfløjt i BMI 0-1 til CIF.
40 år: Skovbakken vs Vatanspor
Her skulle Skovbakken vinde hvis de skulle være sikre på mesterskabet. Ugelbølle havde sammen pointantal men havde tabt til Skb. tidligere. Skb. scorede i starten af kampen men Vtsp. kom godt igen og fik udlignet. Skb. øgede dog til 4-1 inden pausen – hvor Vtsp. kom på 4-2 inden Skb. lukkede kampen til 5-2. En god kamp med en god dommer – desværre regnede det hele kampen. Pokalen blev derfor overrakt i omklædningsrummet.
45 år: Hadsten vs Galten
En direkte kamp om mesterskabet. Vinderen ville blive Østjysk Mester. Der blev givet og taget med et godt hjerte – da dommeren lod spillerne gå lidt hårdere til hinanden end normalt. Men ind over stregen kom bolden ikke – så kampen endte 0-0 og Galten var mester.
(Intet billede)
50 år: Auning vs Freja OB
Igen en direkte kamp om mesterskabet – hvor nr. 1 mødte nr. 2. Vinderen ville ta’ mesterskabet.
Auning kom hurtigt foran med et lob fra kanten af straffesparksfeltet. Senere mente Freja sig snydt for et straffespark – men fik dog et frispark som røg forbi målet. En friløber tæt på pausefløjtet bragte Auning på 2-0. I anden halvleg blev der gået til makronerne og et par småepisoder med dommeren, hvor det gule kort blev trukket op af lommen – mere blev det ikke til – regnen øsede desværre ned så alle var glade da dommeren fløjtede af og de kunne komme i tørvejr. God stemning i begge omklædningsrum efter kampen.
55/7: Stautrup vs Ulstrup
Stautrup var allerede mester inden sidste kamp. Og selvom de egentlig lå til en afsluttende sejr, så endte det alligevel ikke sådan. Det er ikke til helt at sige, hvad det var der gjorde at Ulstup kunne gå fra kampen med en 3-2 sejr, men et par forsigtige gæt kunne vare: tidlig juleferie, at de stillede med reserveholdet;-), at det regnede – eller at de blot var gode værter. Som målmanden fra Stautrup udtrykte det: “det er første gang i 26 år vi ser, hvordan en ØOB pokal ser ud”!!
55/11: Odder vs Fjorden
En finale mellem de 2 ettere fra hver deres kreds. Odder kunne ta’ klubbens 11. titel. Fjorden deres 1.
En rigtig god kamp hvor Fjorden havde 1. halvleg og førte 1-0 indtil 10 minutter ind i 2. halvleg hvor Odder udlignede. 5 minutter senere bragte de sig på 2-1 og efter 21 minutter blev det 3-1. Dog kom Fjorden tilbage og fik reduceret til 3-2 – men tættere på kom de ikke. Odder vandt for 3. år i træk.
Stort tillykke til alle mestrene!!!
Tak for i år – hold øje med hjemmesiden i løbet af efteråret – der kommer nyheder om næste års turnering snarest. Vi ses.
//Bestyrelsen